”Se edderkoppespindet i hjørnet af altanen,” sagde Bernard.
”Der hænger perler af vand i det, dråber af hvidt lys.”
”Bladene er forsamlet om vinduet som spidse ører,” sagde Susan.
”En skygge falder på stien,” sagde Louis, ”som en bøjet albue.”
”Øer af lys flyder på græsset,” sagde Rhoda. ”De er faldet ned gennem træerne.”
”Fuglenes øjne er klare i tunnelerne mellem bladene,” sagde Neville.
”Stænglerne er dækket med stride, korte hår,” sagde Jinny, ”og der hænger vanddråber fast i dem.”
”En kålorm har rullet sig sammen til en grøn ring,” sagde Susan, ”den er takket af stumpe fødder.”

Citatet oven for stammer fra Virginia Woolfs romanmesterstykke Bølgerne fra 1931, hvor skriften bølger frem og tilbage mellem bevidsthederne hos en lille kreds af individer, først børn, senere voksne. Når jeg har valgt at åbne til en læsning af Kirstine Vaabens arbejder med netop dette citat, er det for at illustrere, hvordan man også kan se på hendes værker: Som verdenssansninger af det helt elementære - en dråbe vand på en stilk, et skiftende lysfald, et fugleøje mellem bladene. Indtryk, som vi hver dag får i større eller mindre grad, men som de færreste af os er bevidste om. Denne næsten usynlige, sanselige dimension, - uden hvilken vores tilværelse ville være uendeligt fattig - fastholdes i en form for kondensat i skriftens billeder hos Woolf, mens den hos Vaaben omsættes til to- og tredimensionale figurer. Både når det gælder ord og billeder, handler en sådan kunstpraksis om en skærpet sensibilitet, en lytten til verden og det kunstneriske materiale, og ikke mindst om præcision. Her gælder det ikke om at få alt med, men måske nærmere om, hvor lidt man kan nøjes med, hvor enkelt og dog alligevel komplekst forgrenet man kan få værket til at strække sig ud. 

Det andet rum var titlen på Kirstine Vaabens udstilling hos Clausens Kunsthandel i 2011. Det andet rum aflæser jeg som vores indre rum, det rum vi er helt alene i, men som netop kunsten kan give os billeder fra, og gøre opmærksom på vigtigheden af. Det andet rum er lige så reelt som det, der i så fald må kaldes det første rum, hverdagsrummet eller den ydre virkeligheds rum. At udforske det andet rum fordrer som nævnt en lydhørhed, en form for meditativ praksis, som jeg ser som gennemgående for den måde, hvorpå Kirstine Vaaben arbejder og reflekterer over sit arbejde.

Det gør hun blandt andet i sine fotogravurearbejder, hvor hun ofte har fokus på det banale, ikke-spektakulære hjemlige univers. Man kunne tale om en form for fremkaldelse af hverdagens oversete billeder. En skærpet opmærksomhed og sensibilitet over for det, der udgør størstedelen af vores liv, over for den stille omgang med tingene, vores indfældethed i det materielle forenet med tankernes knopskydende bevægelser. 

En lerpotte med to runde kaktushoveder, en gammeldags, søndagsfin kaffekande med blomstermotiv, en kugleformet loftslampe, en sukkulent plante i en blomsterbemalet krukke. Hvad forener disse ting, som Vaaben har fotograferet og bearbejdet videre til fotogravure? Noget altmodisch, en stemning af bedsteforældrehjem, som Vaaben understreger med den lidt sprøde farvelægning i rosa og lys sepia. Men der er også noget motivisk, der danner forbindelser. Kaktussens runde hoved spejler sig i lampekuglen, samtidig med at fornemmelsen af den stikkende overflade kontrasteres af den glatte kuppel. Alle genstandene forenes også under egenskaben at være beholdere af noget andet - planter, kaffe eller lys - ligesom materialerne porcelæn, glas og lers skrøbelighed også skaber en sensorisk forbindelse. Ved at arbejde med fotogravuren, dvs. at omsætte fotografiet til et grafisk dybtryk kommer der både en langsomhed og en stoflighed over det fotografiske billede, det bliver så at sige fremkaldt på ny som et grafisk værk.  Der er ikke noget bestemt dette værk med dets fire motiver vil, det er ekstremt åbent, og giver plads til beskuerens egne erindringer og til slet og ret kontemplation af dets uprætentiøse skønhed. 

Vægobjektet s. XX er opbygget som en frise af fotografier, hvorover farvede mundblæste glasplader er lagt som en film eller hinde, der så at sige spærrer, men jo også farver og samler motiverne bagved. Det er fotografier dels fra steder, som er betydningsfulde for kunstneren, naturen, barnet, hjemmet, dels detaljer af mønstre fra islamisk arkitektur, foto fra Pergamonmuseet i Berlin. Vidt forskellige steder og rum bundet sammen og bearbejdet af en specifik menneskelig bevidsthed i et rytmisk visuelt udtryk. Hvad handler det om? Ikke så meget og alting, kunne man sige. Det handler om den måde, vores bevidsthed arbejder på, den måde vi i bevidstheden konstant pendulerer mellem tilstande og erindringer, billeder og fornemmelser, og uafvidende danner vores egne forbindelser og mønstre. 

For mange mennesker gælder det, at man har et indre landskab, i form af det landskab man har bevæget sig i som barn, eller i særligt følsomme perioder af sit liv. Disse landskaber lejrer sig med deres sensoriske særpræg, dufte, lyde, lysindfald, bevægelser. Fugleflokken der pludseligt slår op på himlen, et kort nu samler sig til en sværm, som øjeblikket efter er opløst igen. Ordet sværm kommer fra det olddanske svarmr, som betyder larm, tumult og en del af sværmens væsen er lyden, hvad enten den udgøres af biers surren eller af vingers hårde klippen. Denne øjeblikkets stærke sansning, kombinationen af lyd, uroen i luften og skyggen, der sejler ind foran solen, kunne være baggrund for et arbejde som tegningen Sky fra udstillingen Til vægs på Charlottenborg i 2009, hvor dogmet var, at der skulle arbejdes direkte på væggen. På afstand dannes fornemmelsen af en formation, af noget midlertidigt samlet, overvejende gråtonet.  Går man tæt på, viser nuancerne sig, fornemmelsen af helhed og samling afløses af uoverskuelighed, en pluralitet af farvede former, spiraler, cirkler, celler. Hver eneste lille form i den store håndtegning udført med kul, pastelkridt og blyant er unik, som hver eneste fugl i flokken.

Kirstine Vaaben er uddannet billedhugger og ser sig selv som en rumligt arbejdende kunstner, også når det handler om værker på væggen. Rummet er altid tænkt med ind, og som oftest præsenterer hun sine 2-dimensionelle værker i en direkte sammenhæng med 3-dimensionelle arbejder. Som nu f.eks. de farvede porcelænslerskaller, som går igen i flere værker. Skallerne er små enkle former tegnet med flydende ler i én beslutsom bevægelse, i lighed med en kaligrafisk tegning, brændt hårde og dog porøse som de muslingeskaller, vi samler på stranden. Vaaben samler dem i ophæng som tredimensionelle ornamenter, plukkede skyggebilleder hængt til tørre som frugter eller fisk. Det skøre porcelænsler tilfører en synæstetisk dimension til værket; selv om man kun bruger synet som udstillingsgæst, fornemmer man tydeligt deres sprøde klang i vinden.

I 2014 udførte Vaaben en udsmykning til SDU Odenses nye universitetsbibliotek. Udsmykningen udgøres af to modstillede arbejder tegnet direkte op på væggen, hvorover der i et roligt forløb er hængt ovale og runde farvede glasplader.
Det ene arbejde går fra loft til gulv i det 7 meter høje biblioteksrum, der midtvejs gennemløbes af en gangbro. Tegningerne er en form for rankemønster, det kunne være blomsterdele, men også tang, kombineret med runde elementer, som måske mest af alt minder om mikroskoperinger, små udsnit med en hel verden af strukturer indeni. Med den rolige ornamentik, der både kan ses som faldende eller voksende og måske allermest blidt duvende, samler værket rummet, de farvede grå og blålige glasformer korresponderer med både rummets beton og broens gråblå metal, ligesom de grønne glasovaler synes at trække det tilgrænsende uderum ind i bygningen. Rummet er et koncentrations- og fordybelsesrum, hvilket Vaaben netop understøtter med sit værk, som etablerer et pauserum, hvor øjet kan finde behagelig hvile, mens man et øjeblik lader tankerne flyde ad bevidsthedens strøm. De farvede glasstykker, som lyset kan spille i, minder om de glasskår, helt blødtslebne af vandet, man kan finde på stranden og som de fleste børn har været fascineret af at holde op for øjet og se lyset igennem.
Det andet værk er mindre og befinder sig på broens niveau, over for det første, og er også tegnet direkte på væggen. Her er tegningen mere af topografisk karakter, det kunne være udsnit af kort med forgrenede fjorde eller et forsøg på at kortlægge vandringer og bevægelser. Over denne tegning, der har et mere horisontalt forløb, er der anbragt runde glasformer i varme nuancer fra det grønlige over det gyldne til det rødbrune. Hvis man kan sige, at det første værk med de kølige farver rakte ud mod havet, himlen og de grønne vækster, trækker det andet værk mod jorden, det organiske liv og solens varme. Det er et rum med ovenlys, der får glasset til at leve.
De to værker spænder rummet ud med referencer til alle naturens elementer og etablerer en blid og samtidig uforstyrrelig zone at hvile blikket i.

Der er en vægtløshed og et svæv over Kirstine Vaabens værker. En fornemmelse for skrøbelighed og vækst, for det porøse og det næsten ikke synlige, for mønstre og tegn. For alt det, der trækker vejret i det andet rum.   

Back to texts